Referencer

Nordhavnstunnelen

Michael Benedict Thulstrup
Projektdirektør på Nordhavnstunnelen, MTHøjgaard DK
Heidi Meier Bach har været Stakeholder Manager på Nordhavnstunnelen fra anlægsprojektets start i oktober 2022 og frem til 1. juni 2026, hvor hendes kontrakt udløb. I hele perioden har hun varetaget alle opgaver inden for borgerinddragelse og naboinvolvering i tæt og tillidsfuldt samarbejde med vores bygherre, Vejdirektoratet.

Heidi har arbejdet tæt sammen med stort set alle kolleger i BESIX‑MTH JV, for hendes opgaver kan kun løses, hvis hun formår at have god kontakt til - og respekt for - alle dele af organisationen.

Hun har stået i spidsen for - og leveret store, komplekse events med imponerende sikkerhed: Fra vores første spadestik‑event med deltagelse af blandt andet transportministeren til Åben Byggeplads‑arrangementer med over 1.000 besøgende. Hun har udviklet kampagner, skrevet nyhedsbreve og været den trygge, professionelle kontakt for naboerne til et af Københavns mest omfattende infrastrukturprojekter. 

Heidi møder alle med et smil, en positiv energi og en uhøjtidelig tilgang - samtidig med at hun arbejder med en seriøsitet, struktur og fremdrift, der gør hende til en nøglespiller i enhver organisation. Hun er afholdt af alle, både på kontorerne og ude på byggepladsen, og hun skaber samarbejde, ro og resultater, uanset opgavens størrelse. 

Heidi er fantastisk at have med på holdet, og jeg glæder mig til, at vores veje krydses igen.

Philea Forum Copenhagen 2026

Mette Lindberg
CEO, Lindberg Cph

Jeg har haft fornøjelsen af at arbejde sammen med Heidi på store og komplekse projekter gennem de seneste år – blandt andet åbningen af BLOX med H.M. Dronning Margrethes deltagelse og over 15.000 gæster i 2018; Verdenskongressen for Arkitekter i Bella Center med 6.000 gæster i 2024; den internationale fondsforening Philea's årskonference i Tivoli Congress Center med 1.000 gæster i 2026 samt en masse andre sjove og udfordrende opgaver.

Heidi er et powerhouse af kreative idéer, høj energi og et ukueligt humør. Hun formår at samle trådene i selv de mest omfattende opgaver og leverer projektledelse af allerhøjeste karat, og så er hun verdensmester i at kommunikere selv de mest besværlige budskaber på en yderst respektfuld og modtagerrettet måde. 

Med Heidi får man godt samarbejde, fremdrift og kvalitet i projektet, og så tilfører hun opgaven et særligt drys Heidi Meier, som gør, at både kunder og kolleger altid glæder sig til at arbejde sammen med hende. 

Foreningen Realdania

Dorte Bülow
Formidlingschef

”Heidi Meier Bach har over en årrække hjulpet Realdania med både små og store kommunikationsopgaver, og det er altid med en topprofessionel tilgang, kompetent projektledelse og stort overblik. Læg dertil et aldrig svigtende engagement, en udpræget social indlevelsesevne og et smittende humør, der kan løse selv den mest komplekse situation. Hvad enten det drejer sig om at skrive et nyhedsbrev, redigere en hjemmeside, facilitere et borgermøde eller afvikle en event med tusindvis af besøgende – Heidi klarer det hele!”

Realdania By & Byg

Peter Fangel Poulsen
Projektchef

"Vi har på BLOX-projektet siden 2008 og frem til 2018 haft stor glæde af Heidi og hendes kompetencer. Vi har i tæt samarbejde gennemført en omfattende inddragelsesproces med borgere, naboer og interessenter til projektet og løbende udviklet kommunikationsarbejdet for BLOX. Heidi er en indlysende talentfuld kommunikator og i stand til at forbedre kendskabet og forståelsen af komplicerede projekter. Herudover er Heidi et yderst positivt og smilende væsen, og i stand til at løsne vanskelige situationer op. Vi har oplevet samarbejdet utroligt professionelt i forhold til en enorm bredde af kommunikationsopgaver fra film over borgermøder til store events. Heidi tager ansvar og udfører arbejdet på en meget tillidsfuld og pligtopfyldende facon. Det største kompliment jeg kan give Heidi er nok, at ingen i Realdania By & Byg og på BLOX har set hende som ekstern rådgiver, men som en fast del af organisationen."

Kvæsthus- og Sankt Annæ Selskabet

Ole Bach
Direktør

"Heidi har arbejdet som kommunikations- og presseansvarlig for Kvæsthusselskabet og Sankt Annæ Selskabet i perioden 2011 – 2017. Heidi har stået for al kommunikations- og pressehåndtering i forbindelse med Kvæsthusprojektet og Sankt Annæ Projektet. Begge projekter er udviklet og afviklet i en god og positiv dialog med omgivelserne – både naboer, lokalområdets borgere, brugere samt en række øvrige samarbejdspartnere og interessenter. Dette skyldes i væsentlig grad Heidis professionelle faglige håndtering af hele kommunikations- og dialogprocessen, herunder udarbejdelse af kommunikationsstrategi, afholdelsen af 13 borgermøder med ca. 100 deltagere, udarbejdelse af nyhedsbreve, udarbejdelse og styring af selskabets hjemmeside, udgivelse af diverse publikationer om projekterne, besvarelse af borgerhenvendelse, arrangering af events på byggepladsen, herunder første spadestik, rundvisninger samt en meget omfattende indvielse af projekterne. Når alt dette har kunne lykkes skyldes det både Heidis store faglige kompetencer på området og Heidis personlige egenskaber. Heidi er nemlig et helt igennem positivt menneske, med et altid lyst og smilende sind. Dette gør det let for Heidi at få andre mennesker i tale, hvilket er en grundlæggende forudsætning for, at al kommunikation kan lykkes. Jeg kan på det varmeste anbefale Heidi til lignende opgaver."

Nordisk Film

Irene Mikkelsen
Kommunikationschef, Nordisk Film

"Heidi har været tilknyttet kommunikationsafdelingen i Nordisk Film som pressekoordinator med 100 års jubilæet i 2006 som omdrejningspunkt. Heidi har påtaget sig rollen i Nordisk Film med professionalisme og stort engagement. Hun har bidraget med alternative og kreative vinkler på stort og småt og været med til at sikre kontinuitet og høj kvalitet i kommunikationsarbejdet. Med sit positive væsen og sin medrivende entusiasme, har hun opnået imponerende resultater såvel på de interne linier som eksternt i medierne."

Dansk Flygtninghjælp

Andreas Kam
Generalsekretær, Dansk Flygtningehjælp

"Heidi havde ansvar for Dansk Flygtningehjælps landsindsamling i 1999 og hun skabte det bedste indsamlingsresultat i nyere tid - til glæde for flygtninge ude i verden. Heidi har mange stærke egenskaber. Hun skaber begejstring, hun har gennemslagskraft og hun ved, hvordan hun vil have resultaterne til at se ud. Hun er derfor en dygtig projektleder. Og hun formår at få sine medarbejdere og øvrige omgivelser til at slås for de samme mål. Kunne jeg ansætte hende, gjorde jeg det straks."